Sakse og andre redskaber

Sakse og andre redskaber

Her får du et lille overblik over de vigtigste redskaber, du skal bruge til at lave papirblomster. 

Saks

Det vigtigste redskab er selvfølgelig din saks. Jeg vil anbefale, at du både har en lille, spids saks til præcision (mellem 10-15 cm lang) og en større saks (mellem 20-30 cm lang). 

På et tidspunkt fik jeg problemer med overbelastning af mine hænder... simpelthen fordi jeg havde lavet for mange papirblomster! Derfor købte jeg to sakse - en lille og en stor - som har en fjeder indbygget og et nemmere greb. Begge er fra Fiskars og hedder "easy action" softgrib

Limpistol

Jeg bliver ofte spurgt om min limpistol. Den er en helt almindelig lille limpistol fra Panduro Hobby. Jeg tror, at den kostede omkring 60 kr. Fordelen ved den er, at den er en "lav temperatur" limpistol - så man brænder sig mindre, og den står ikke og drypper. 

Tang til at klippe ståltråd 

Når du skal klippe ståltråd over til blomsternes stilk, skal du bruge en ståltrådtag. Jeg bruger oftest en lille tang, som er lavet til smykker. Den har dog svært ved at klippe i elefantståltråd - så til det jeg har lånt en stor tang fra min kærestes værktøjskasse. 

Lille spatel til at fordele lim

Når du skal bruge flydende lim, så er det meget lettere at fordele på papiret, hvis du bruger en lille spatel. Før brugte jeg en pensel til at fordele limen, men den blev hurtigt fyldt med lim, og hang fast i papiret. Min lille spatel er en  "Princeton Catalyst mini blade 04" - den kan købes flere steder på nettet. 

Pensler 

Til akvarelmaling bruger jeg både en lille akvarel pensel (størrelse 0 eller mindre) og en lidt større akvarel pensel (størrelse 5). Til PanPastel bruger jeg en lille - forhenværende - makeup børste og nogle almindelige flade akrylpensler.

Tilbage til blog

Indsend en kommentar